|
Gennem det praktiske værkstedsarbejde, hvor vi anvender professionelt værktøj, giver vi eleverne mulighed for at afprøve deres evner og interesse indenfor håndværksområdet.
Vi ønsker at give eleverne mulighed for at få et realistisk forhold til egne forudsætninger og formåen, således at de er i stand til vælge en fremtidig beskæftigelse, der tilgodeser dette.
Vi ønsker at give eleverne en holdning til det at have et arbejde, at møde til tiden og at være vedholdende i sin arbejdsindsats.
Vi ønsker at styrke deres interesse for og forståelse af de teoretiske fag gennem praktiske arbejdsopgaver.
Indhold:
Undervisningen tager udgangspunkt i den konkrete opgave: Idé, skitse, måltagning, opmærkning og bearbejdning af materialer med relevante maskiner og håndværktøj.
Vi arbejder med opgaver indenfor træ, metal og byggeri.
I det praktiske arbejde behandles sikkerhedsmæssige problemer, således at eleverne opnår en viden om og en holdning til den personlige sikkerhed på arbejdspladsen.
Elever tilbydes §26 kursus.
Metode:
Eleverne arbejder oftest i grupper på 2 eller flere. Det er vigtigt, at det er de samme elever, der påbegynder og færdiggør en opgave, således at problemerne løses og ikke opgives. Opgaverne er gerne større sammenhængende arbejder, der indeholder mange forskellige processer og stiller krav til elevernes faglige kunnen, overblik og samarbejdsevne, f.eks. badebro, cykelskur, vedligehold af Bocart, senge og andet inventar.
Oplægget kan være en tegning eller kan formuleres mundtligt, hvorefter det er elevernes opgave at komme med forslag til løsning samt fremstille model eller arbejdsskitser.
Vi tilstræber, at opgaverne udføres med de samme metoder og teknikker, samt de krav om præcision eleven vil møde på en faglig uddannelse.
Skolen råder over en værkstedsbygning på 400 m2, udstyret med professionelt værktøj og maskiner.
|